Ny metode til bestemmelse af jordens fosforstatus
Projektet har til formål at undersøge, om en nyudviklet metode til bestemmelse af jordens fosforstatus - den såkaldte DGT-metode - giver en mere præcis forudsigelse af jordens evne til at frigive fosfor til afgrøderne. Samtidig er det formålet at undersøge, om der generelt er et større behov for tilførsel af fosfor på grovsandede jorder, end der bestemmes ved nuværende metoder til bestemmelse af fosforbehovet. Baggrunden for projektet er, at et GUDP-projekt med det formål at udvikle DGT-metoden, gennemført af Københavns Universitet, SEGES og Yara, har vist lovende resultater. Markforsøg i projektet indikerer kraftigt, at den nuværende Olsen-P-metode (Fosfortal) undervurderer fosforbehovet på grovsandet jord, hvilket kan resultere i betydelige udbyttetab. Det samme har efterfølgende vist sig at være tilfældet ved en gennemgang af forsøg gennemført i 1980’erne. Indførelse af en ny metode til bestemmelse af jordens fosforstatus kræver imidlertid en langt mere omfattende undersøgelse, før den kan erstatte de ca. 100.000 jordprøver, der årligt analyseres efter den nuværende metode.
I projektet screenes jordprøver fra ca. 50 marker med overvægt af marker på grovsandet jord for Fosfortal (nuværende metode) og for DGT-fosfor (ny metode). Markerne udvælges strategisk, så de repræsenterer en stor variation i fosforindholdet. I et udvalg af markerne gennemføres et traditionelt randomiseret markforsøg med og uden tilførsel af fosfor for at bestemme merudbyttet for fosfor og relatere det til den målte fosforstatus med både Fosfortals- og DGT-metoden. I andre marker foretages en bestemmelse af sammenhængen mellem jordens fosforstatus målt med de to metoder og koncentrationen af fosfor i afgrøden. Sammenhængen antages at være et indirekte bevis for, om den målte fosforstatus i jorden giver et retvisende billede af, hvor meget fosfor jorden kan stille til rådighed for planterne. Aktiviteterne bliver koordineret med forskningsaktiviteter på Aarhus og Københavns Universitet.